Arkiv for 'forlag' kategori

Nice eller nederen på svensk

Äger eller suger

svensk udgave af Nice eller nederen

Tween bogen Nice eller nederen for piger 10 – 12 år, som er på vej ind i puberteten er nu udkommet på svensk. Klik på dette link og læs den rigtig gode anmeldelse og omtale af bogen http://www.bokia.se/ager-eller-suger-emma-11-ar-snart-12-9209974

Det er herligt at få sine børne- og ungdomsbøger udenlands, og jeg er spændt på, hvordan den kommer til at sælge i Sverige. Mortens og min børnebog Super Sofie og Søstertyven illustreret af Rasmus jensen er i hvert fald kommet godt fra start med cirka 800 solgte bøger. Jeg tror, der er gode muligheder for samarbejde med Sverige nu. Jeg har i hvert fald foden indenfor hos tre forlag: Hegas, Nypon og Massolit. I Danmark er bogen netop kommet i 2. oplag, og til glæde for de piger som venter på en toer, er teksten til Nice eller nederen 2 godkendt hos Turbine forlaget og ligger nu klar til at blive illustreret af Vivi Barsted.

SKOLEMESSE I AARHUS

Onsdag den 18. april og torsdag den 19. april er der skolemesse i DGI huset, Værkmestergade i Aarhus. Du kan komme og høre mig fortælle om cafeserien, som består af læseletbøger og læs- og forståhæfter for børn og unge i folkeskolen. Nogle af cafebøgerne har jeg skrevet sammen med min søn Morten – bl.a. BZ, Team Alfa, Talent og V (V for vegetar). Det har været en spændende og fornyende proces og ungdomssprog og miljø bliver helt up to date med en ung mand på 22 som samarbejdspartner. Arrangementet foregår i Den røde stol på 1. sal onsdag kl. 14.30. Jeg vil tale lidt om baggrunden for serien og præsentere bøgerne. Begge dage kl. 11 – 14 står jeg desuden på Special-pædagogisk Forlags stand nr. 41. Her kan jeg fortælle om mine bøger og præsentere nogle af bøgerne, som er udkommet de seneste år. Kom og vær med til et par spændende bogdage med masser af foredrag, debat og bogudstilling.

Morten og Kirsten

Nogle af cafebøgerne har jeg skrevet sammen med Morten

GODSBANEN OG SKOLEBOGMESSEN

Så sker der noget i Aarhus. Godsbanen med Aarhus Litteraturcenter åbner på fredag den 30. marts kl. 13. Kulturminister Uffe Elbæk vil stå for åbningen, og der vil være dans, teater, musik og oplæsning. Jeg selv vil læse højt på scenen i Litteraturcentrets cafe kl. 15.30. Det bliver dejligt endelig at få sådan et sted, hvor litteratur, musik, teater og billedkunst mødes. Jeg glæder mig.

Onsdag den 18. og torsdag den 19. april vil der være Skolebogmesse i DGI hallen i Aarhus, og her skal jeg være på Spf forlags stand begge dage kl. 11 – 14. En lang række af mine børne-, ungdoms- og voksenbøger vil blive præsenteret disse dage. Jeg vil også få præsenteret mine seneste tre bøger hos forlaget Turbine på stand 44. Her står bøgerne Super Sofie og søstertyven, Lyset der ikke ville gå ud og Nice eller nederen til udstilling. Jeg elsker disse bogmesser, hvor man kan møde sine læsere og gå rundt mellem standene og skabe kontakter og få ny inspiration til kommende bøger.

Kirsten Ahlburg og H.C. Andersen i Malaga

Ved åbningen af Godsbanen læser jeg højt af et eventyr

Vil være hyggeligt at se jer derude til såvel Godsbanens åbning som skolebogmessen.

EN TUR TIL BERLIN

Jeg er netop vendt hjem efter en dejlig tur til Berlin. Min første nogensinde! Og da jeg var på Kurfürstendamm opdagede jeg en sidegade, hvor LiteraturHaus lå. Det er stedet, hvor folk fra Berlin mødes og lytter til forfattere, der læser op eller holder foredrag. Stedet hvor man mødes på en lækker cafe og diskuterer litteratur. Og stedet hvor man udstiller. I kælderen er der en boghandel. Jeg gik derind og fandt nogle brochurer over tyske forlag. Jeg er godt inde på det svenske marked og også lidt inde på det norske, men jeg kunne godt tænke mig at erobre det tyske marked også. Det er ikke let, så jeg tog en stak adresser på tyske forlag med hjem. Lige nu ligger min bog for tween piger “Nice eller nederen” til tryk med udgivelse i Sverige, og jeg og Turbineforlaget vil også gerne have den ud i Tyskland, så vi har fået lavet en prøveoversættelse af et par kapitler på tysk. De er nu sendt afsted til de to første tyske forlag. Ja, når man er på ferie, er forfatterskabet altid i baghovedet.

Det kan i øvrigt anbefales at besøge LiteraturHaus i Berlin. De har den skønneste cafe med lækre kager og god frokost. Så også selv om man ikke er så litteraturinteresseret, er her noget at hente.

Apropos “Nice eller nederen” så er jeg nu i gang med at skrive på en toer. Bliver spændende at få den illustreret af Vivi Barsted, som også illustrerede den første.

Berlin 239 225x300 EN TUR TIL BERLIN

Besøg i cafeen på LiteraturHaus i Berlin

Bogforum 2011

Så er det årets højdepunkt for forfattere og bogelskere. Fredag morgen tager jeg afsted til bogmesse i København og bliver der helt til mandag. Fredag kl. 16 skal jeg på stand 91, som er skolebibliotekernes stand, fortælle om cafe serien, som er bøger for 13-15 årige. Og lørdag kl. 14 skal jeg signere mine to nye børnebøger “Nålen i høstakken” og “Luksusdyret Lulu” på Wisby og Wilkens stand nr. 28. Førstnævnte har i øvrigt fået flere flotte anmeldelser, hvor der bl.a. står at eventyret har et strejf af H.C. Andersen. Det er jeg rigtig glad for, da jeg respekterer forfatterens eventyr højt. På stand 28 kan man også se mine tidligere børnebøger “Sines sure sokker” og “Løgnen der blev ved med at vokse”, og har man brug for en julebog at læse højt af er der også “De uartige nisser” med tolv julehistorier. På Turbineforlagets stand nr. 94 har jeg to børnebøger og en bog for tweens med i år: “Super Sofie og søstertyven”, som jeg har skrevet sammen med min søn Morten,  ”Lyset der ikke ville gå ud” og “Nice eller nederen”.  “Lyset der ikke ville gå ud” er mit tidligere H.C. Andersen vindereventyr, som nu er bearbejdet for de små og udkommet i billedbog med Susanna Hartmanns flotte illustrationer.

Special-pædagogisk forlag som jeg skriver de fleste bøger for er ikke med på bogmessen. De deltager i stedet i de to skolebogmesser i Roskilde og Århus til foråret. Håber der kommer rigtig mange og deltager i bogmessen.  Som forfatter er det hvert år en stor glæde at deltage, både fordi jeg møder en masse læsere og lærere, der bruger mine bøger, og fordi jeg selv får inspiration til godt læsestof og inspiration til nye bøger, der skal skrives.

Malaga 011 300x168 Bogforum 2011
Kirsten Ahlburg sammen med hendes idol H.C. Andersen

LYSET DER IKKE VILLE GÅ UD

Lyset der ikke ville gå ud forside 2 257x300 LYSET DER IKKE VILLE GÅ UD

Forside af Lyset der ikke ville gå ud

I dag udkommer mit vindereventyr “Lyset der ikke ville gå ud” som billedbog/børnebog for de 3 – 8 årige. Teksten er bearbejdet, så den passer til målgruppen og illustreret af Susanna Hartmann, som tidligere har illustreret H.C. Andersens eventyr. I anledning af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i 2005 blev der udskrevet en konkurrence om at skrive det bedste eventyr i H.C. Andersens ånd. Det var den konkurrence, jeg i sin tid vandt med dette eventyr blandt 126 bidrag. Eventyret udkom senere i en eventyrsamling for børn og voksne, men trængte til en bearbejdet udgave med flotte illustrationer, så det kunne gribe de mindste.

Lyset der ikke ville gå ud handler om en sur og ensom gammel dame, der får et lys i fødselsdagsgave af sit barnebarn Thomas. Lyset viser sig at have menneskelige egenskaber. Det kan tænke og reagere, og dets vigtigste egenskab er, at det ikke kan gå ud ligemeget, hvor meget, man puster. I løbet af dets levetid får dets flamme oplyst den gamle dames sind, så da lyset til sidst brænder ned, er hun i stand til at møde livet igen med glæde og taknemlighed og en hel flok børn fra kvarteret i sin stue.

Eventyret vil egne sig rigtig godt til at læse højt i stearinlysets skær en lun vinteraften, og børnene skal nok få lyst til at sidde og puste til lyset, mens historien bliver læst op. Billedbogen er udgivet hos forlaget Turbine.

Nålen i høstakken

Så er min nye billedbog “Nålen i høstakken” udkommet hos forlaget Wisby og Wilkens. Den er illustreret af Ida Gantriis med glade, varme og humoristiske tegninger. Forlaget bad mig om at skrive en bog om at være anderledes og ikke føle, at man hører hjemme, og det blev til historien om den store kluntede stoppenål, der bliver hakket på at de små fine synåle. Derfor må den gå ud i den store verden og finde et sted at gemme sig, og hvad er mere oplagt end at gemme sig i en høstak, hvor ingen kan finde den? Bogen har fået en flot anmeldelse på www.æseløre.dk, som er en blog, der omtaler nye børne- og ungdomsbøger. De skriver bl.a.: “Det er en rigtig god ide Kirsten Ahlburg har fået. Nålen i høstakken er et klassisk tingseventyr, der handler om at være anderledes. Men nogle gange er det slet ikke så tosset at være det. Hvad den ene ikke kan bruge, kan den anden. Det handler om at være sig selv – så finder man sin plads til sidst.” Lektøren har også været gavmild i sin anmeldelse og skriver: “Skøn eventyrlig billedbog med et strejf af H.C. Andersen. Svært at sammenligne med andre billedbøger. Flot fortalt humoristisk eventyr med finurlig morale. Prydet med fine medfortællende illustrationer.” Så jeg kan kun være glad og tilfreds. Bogen vil være god at læse højt derhjemme for et barn, men den egner sig også til børnehaveklasser, som skal tage emner op om mobning og om at være anderledes.

Nålen i høstakken

Forside af Nålen i høstakken

Bog for tween piger på vej ind i puberteten

På det seneste har der været meget fremme i medierne om, at danske piger kommer tidligere og tidligere i puberteten. Mange piger mærker hormonerne, før de fylder 10. Nogle får bryster, bumser og humørsvingninger allerede i den alder, og som 11-årige har en tredjedel af pigerne fået menstruation. Alt det har fået mig til at tænke, at der manglede en bog om den begyndende pubertet til tween pigerne. De fleste bøger om det emne er nemlig skrevet for 13-årige og opefter, og disse bøger kan pigerne ikke bruge. For de er stadig børn. Jeg valgte derfor at skrive en roman til disse tween piger i dagbogsform. Det er blevet til romanen “Nice eller nederen – Emma 11 år….snart 12.” Den udkommer på Turbine forlaget og kan allerede nu bestilles. Man følger den 11-årige Emma, både når livet er nice, og når det er nederen, for at bruge pigernes egne udtryk. Man følger Emma, når hun oplever den første forelskelse, det første kys, de første tegn på bryster, den første menstruation, de første bumser osv. Bogen er illustreret af Vivi Barsted, som har lavet farvede illustrationer på hvert opslag. Bogen kan bruges til selvlæsning eller som en del af seksualundervisningen i folkeskolen. Forældre kan også sagtens læse med, da bogen lægger op til samtale og refleksion om puberteten.

Nice eller nederen 0011 207x300 Bog for tween piger på vej ind i puberteten

Nice eller nederen

Maya Fridan er clairvoyant – er du?

Så udkommer den spirituelle bog “Maya Fridan er clairvoyant – er du?” på forlaget Lemuel Books. Bogen handler om den clairvoyante Maya Fridan, som er kendt fra tv-programmerne Den sjette sans, Fornemmelse for mord og Oraklerne. Den handler om hendes clairvoyante evner og om, hvordan man kan udvikle sig personligt og åndeligt. Bogen er fyldt med gode øvelser, som kan guide læseren i den rigtige retning. I forbindelse med udgivelsen er der reception  i boghandlen Bog og Mystik, Valby Langgade 82 A, 2500 Valby den 1. juni kl. 13 – 17. Her vil der være mulighed for at møde mig og Maya og få bogen signeret. Alle er velkomne.

Maya Fridan forside 0011 Maya Fridan er clairvoyant   er du?

Udsnit af bogen "Maya Fridan er clairvoyant - er du?"

Ny bog om Maya Fridan