Arkiv for 'Læselet for voksne' kategori

Nye julebøger for de yngste

Så nærmer juletiden sig, og jeg har som forfatter masser af gode julebøger liggende, som børn kan hygge sig med. Jeg har netop fået udgivet to nye Nis bøger om Nis, der bor på loftet hos Teas familie. De nye titler er: Nis og anden og Nis i Tivoli. De er en del af Nis serien, som nu består af 14 titler og kan læses højt for børn helt fra 3 års alderen, men de er beregnet til selvlæsning for begynderlæseren og ligger på lix 5. For de 5 – 7 årige har jeg udgivet De små julequizzer med masser af spændende julespørgsmål. I serien værd at vide kan man i min bog Jul gennem tiden læse om, hvordan vore juletraditioner blev til. Det er også en bog for begynderlæseren. Til Santa Lucia dag er der bogen Lys i håret, og i julemåneden kan man læse om, hvordan julemanden blev til i De tre tønder. Begge bøger er også for begynderlæseren. Er børnene lidt større kan man læse mine juleeventyr “De uartige nisser”. Det er tolv julehistorier til oplæsning for børn fra 5 – 12 år og til selvlæsning for børn fra 9 år. Er man voksen og tosproget eller læsesvag, kan man også læse voksenromanen En gammel ven, som foregår juleaften eller novellen Dansen om træet fra  min novellesamling Syv liv. Min helt nye billedbog Lyset der ikke ville gå ud vil også egne sig til at læse i julemåneden ved stearinlysets skær. Så der er nok at tage fat på, hvis man har børn, nevøer og niecer, børnebørn, en skoleklasse, der skal underholdes, eller man underviser voksne tosprogede. God julemåned!

Nis og anden 001 205x300 Nye julebøger for de yngste

Nis og anden

Mig som lokomotivfører

Det er de særeste ting, man udsætter sig selv for, når man er forfatter. Der skal jo reseach til, og så er det om at komme ud i marken og prøve det hele af, så man mærker på egen krop, hvad hovedpersonen nu er ude for. Som nu denne gang hvor jeg er ved at skrive en roman for voksne tosprogede til læseværkstedsserien. Min hovedperson er lokomotivfører på strækningen Århus – Grenå, og da en del af fortællingen foregår i førerhuset, måtte jeg alliere mig med en lokomotivfører og en tur ud på ruten. Jeg fik førerhustilladelse og sad ved siden af lokomotivføreren og fik vist, hvordan man bremser, hvordan man får toget til at afgive advarselshyl, og hvordan man hver 20. sekund skal aktivere en dødmandspedal, så man bekræfter, at man altså ikke er død og fortsat kan føre toget. I pausen sad jeg på lokomotivførerens plads som på en trone og så ud over skinnerne, og jeg kunne sagtens forestille mig, hvilket chok det må være for en lokomotivfører, når han ser en person på skinnerne langt fremme. Når man at bremse? Når personen at forlade skinnerne? Er det én, der ønsker at begå selvmord? I min historie er det en ung mand, der i sin fuldskab går over skinnerne midt om natten. Han er ikke hurtig nok og bliver påkørt.

Efter togturen  kunne jeg godt gå hjem og rette en fire – fem ting i manuskriptet, for virkeligheden er ikke altid sådan, som vi forfattere i vores fantasi forestiller os, at den er. Uddannet lokomotivfører bliver jeg dog aldrig.