Arkiv for 'oversættelser' kategori

EN TUR TIL BERLIN

Jeg er netop vendt hjem efter en dejlig tur til Berlin. Min første nogensinde! Og da jeg var på Kurfürstendamm opdagede jeg en sidegade, hvor LiteraturHaus lå. Det er stedet, hvor folk fra Berlin mødes og lytter til forfattere, der læser op eller holder foredrag. Stedet hvor man mødes på en lækker cafe og diskuterer litteratur. Og stedet hvor man udstiller. I kælderen er der en boghandel. Jeg gik derind og fandt nogle brochurer over tyske forlag. Jeg er godt inde på det svenske marked og også lidt inde på det norske, men jeg kunne godt tænke mig at erobre det tyske marked også. Det er ikke let, så jeg tog en stak adresser på tyske forlag med hjem. Lige nu ligger min bog for tween piger “Nice eller nederen” til tryk med udgivelse i Sverige, og jeg og Turbineforlaget vil også gerne have den ud i Tyskland, så vi har fået lavet en prøveoversættelse af et par kapitler på tysk. De er nu sendt afsted til de to første tyske forlag. Ja, når man er på ferie, er forfatterskabet altid i baghovedet.

Det kan i øvrigt anbefales at besøge LiteraturHaus i Berlin. De har den skønneste cafe med lækre kager og god frokost. Så også selv om man ikke er så litteraturinteresseret, er her noget at hente.

Apropos “Nice eller nederen” så er jeg nu i gang med at skrive på en toer. Bliver spændende at få den illustreret af Vivi Barsted, som også illustrerede den første.

Berlin 239 225x300 EN TUR TIL BERLIN

Besøg i cafeen på LiteraturHaus i Berlin

Efterårets forfatterskab

Så er det blevet efterår og tid til en lang række bogudgivelser, oplæsning, tv-interviews, bogmesser mv. Jeg fik fejret mit 25 års forfatterjubilæum på Navigator med samarbejdspartnere, venner og familie, og jeg må sige at min bogudstilling fyldte meget – 6 borde med 206 bøger, som det er blevet til gennem årene. Og så var der også lige plads til at udstille illustrationer og tekster fra kommende bøger. Der var artikler i Jyske Vestkysten og Jyllandsposten før jubilæet, og nu kommer der artikel i lokalaviserne i Århus om jubilæet og mit forfatterskab i oktober, og og den 12. oktober kommer der artikel i Århus Stiftstidendes indstik om min oplæsning i kulturnatten i Århus. Her skal jeg fredag den 15. oktober kl. 16 – 16.30 læse højt i Vangsgaards boghandel, som ligger på Strøget i Århus. Det bliver oplæsning for 3-7 årige børn. Hvis I har lyst til at se mig i tv, bliver der sendt et program om Jyllands Forfattere, Den blå sofa i Tv midtvest, som bl.a. dækker Herning, Viborg og Holstebro mv. søndag den 3. oktober kl. 13.30. Samme udsendelse bliver sendt på Kanal Østjylland ugen efter. Og så nærmer tiden sig for bogmessen i Bogforum, hvor mine bøger er præsenteret ved forlagene Wisby og Wilkens, Unitas og Turbine forlaget. Muligvis også Gyldendals Bogklub Liv og sjæl, hvor jeg har bøgerne Lyt til dig selv og Ikke i aften, skat. Frankfurt bogmessen er forlagene, som jeg samarbejder med, til i næste uge. De præsenterer mine bøger “Sines sure sokker”, “Løgnen der blev ved med at vokse” og “Super Sofie og søstertyven”. Sidstnævnte udkommer i slutningen af denne måned. Så håber jeg på, at nogle af bøgerne bliver solgt til udlandet. Indtil da kan jeg glæde mig over, at de svenske oversættelser hos forlagene Hegas og Nypon har fået fine anmeldelser. Det drejer sig foreløbig om 26 læselet bøger om Bo (Noa på svensk), Siv ( Liv på svensk), Tora (også Tora på svensk) og Gro (Alva på svensk).