Så udkommer den spirituelle bog “Maya Fridan er clairvoyant – er du?” på forlaget Lemuel Books. Bogen handler om den clairvoyante Maya Fridan, som er kendt fra tv-programmerne Den sjette sans, Fornemmelse for mord og Oraklerne. Den handler om hendes clairvoyante evner og om, hvordan man kan udvikle sig personligt og åndeligt. Bogen er fyldt med gode øvelser, som kan guide læseren i den rigtige retning. I forbindelse med udgivelsen er der reception i boghandlen Bog og Mystik, Valby Langgade 82 A, 2500 Valby den 1. juni kl. 13 – 17. Her vil der være mulighed for at møde mig og Maya og få bogen signeret. Alle er velkomne.
Arkiv for 'psykologi' kategori
For nylig var jeg sammen med forfatter Linda Lassen i Mediehuset i Århus for at deltage i en tv-samtale om vores forfatterskab. Vi talte bl.a. om at skrive på et let forståeligt sprog. Linda Lassen er kendt for voksenromanen Den grimme kælling og den netop udkomne roman Hoppers hotel samt mange børne- og ungdomsbøger, hvor den svage part er i fokus. Det er Jyllands Forfattere der står bag disse tv-indslag, som hedder Den blå sofa. Jeg præsenterer et bredt udsnit af mine bøger og taler om mit mangeårige forfatterskab. I foråret skal jeg deltage i dette tv-program igen, hvor jeg skal have en samtale med Per Straarup Søndergård om at skrive bøger til unge. Du kan se tv-interviewet her www.vimeo.com/15832892

Det hører også med til forfattergerningen at deltage i tv- og radioindslag. På torsdag den 2. december kan man i programmet “Det magiske univers” kanal 98,7, lokal radio Århus, høre mig fortælle om mine spirituelle bøger. Man kan høre om min spirituelle kærlighedshistorie fra bogen ”Ørnen mod solen”, interviewbogen “Du er ikke alene”, hvor jeg har talt med 12 danskere, som har haft åndelige oplevelser bl.a. Maya Fridan, Steen Kofoed og Steen Krarup. Man kan også høre om nogle af de spirituelle børnebøger, jeg har fået udgivet. F.eks. Den hvide engel, læselet bøgerne Uri kan flyve, Alfen i haven samt bogen for vegetarer “Grisen der ikke ville slagtes”. Jeg kommer også ganske kort ind på mine psykologiske bøger om parforhold og seksualitet f.eks. ”Ikke i aften, skat!”, “Os to- artikler om parforhold” og “Stolen for døren” samt bogen “Lyt til dig selv”, som handler om at fornemme, hvad der er godt for en selv. Jeg har desuden valgt tre dejlige melodier, man kan lytte til med Lene Siel/John Denver, Josh Groban og Enya. Så tænd for radioen på torsdag, læn dig tilbage og nyd det.
I denne måned har jeg 25 års jubilæum som forfatter. Jeg debuterede i 1985 med ungdomsromanen “Skal vi danse”, og siden er det blevet til over 200 bogudgivelser. Som tiden dog går. I anledning af jubilæet talte jeg med forlaget om at genudgive “Skal vi danse”. Men først skulle jeg læse bogen igennem og se, om der var noget, der var blevet forældet. Jeg må sige, at jeg blev noget overrasket over, hvad der er sket på 25 år. Dengang skrev jeg om pladespillere. Unge mennesker der ikke kunne få fat i hinanden, fordi de ikke kunne komme til en telefonboks, breve og frimærker der skulle skaffes ved invitationer til en 18 års fødselsdag. Ja, meget er ændret, og vi lagde ideen med genudgivelsen på hylden. Jeg fejrer jubilæet med samarbejdspartnere, familie og venner og laver en stor bogudstilling. Jeg glæder mig til at vise de fremmødte mine over 200 bøger ligge fremme på bordet – og ja, så glæder jeg mig også til at vise, hvilke bøger der er på vej. For der skal også være en udstilling om kommende bøger. ”Super Sofie og Søstertyven” er ved at blive trykt, “Lyset der ikke ville gå ud” bearbejdet til billedbog er ved at blive tegnet, “Nice eller nederen” er ved at blive sat op og meget mere er på vej. Jeg er glad for alt det, jeg har nået i de 25 år og vil gerne takke alle mine læsere gennem årene. Indvandrere der skal lære dansk, børn og unge i folkeskolen, børn og forældre der læser mine billedbøger og hygger sig med mine quizbøger, voksne der læser mine romaner, noveller, eventyr og fagbøger. Uden læsere var der ingen forfatter.
Så er der nyt til de små. På Carlsens forlag har jeg fået udgivet billedbogen “Pigen med det meget lange hår” til oplæsning for børn fra 3 år med flotte illustrationer af Ida Gantriis. På Spf forlag har jeg fået udgivet en ny quizbog for de 5 – 7-årige med titlen “De små quizzer 3″. På forskellig vis lægger den op til sproglig opmærksomhed, og den beskæftiger sig med emner, som er sjove og spændende for børn i den alder.
Den spirituelle bog “Se lyset i dig selv”, som jeg skriver med Maya Fridan, er også snart på plads. Vi redigerer i sidste fase og er så klar til at sende ind til et forlag. Min egen spirituelle bog “Ørnen mod solen” er udgået hos forlaget, og nu overvejer jeg, om jeg skal få trykt et lille oplag mere. Jeg har jævnligt forespørgsler på bogen, men har ikke flere eksemplarer, og det er jo ærgerligt, for der er mange, der har læst den, som bliver dybt berørt over, hvordan den åndelige verden kan vejlede to mennesker til at finde sammen i kærlighed.
I går var jeg til møde i Toldbodsgade 8, hvor Tine og Helle har åbnet en cafe og butik med salg af psykologiske og spirituelle bøger. Det er blevet en hyggelig cafe, hvor man kan få te eller kaffe og kigge lidt i deres bøger. De har bl.a. min bog “Ikke i aften, skat!” stående på hylden og får sikkert flere af mine bøger ind i butikken i den nærmeste fremtid.
I Femina nr. 46, som netop er udkommet, blev jeg interviewet omkring det at afbryde forbindelsen med en veninde. Kan man det, og hvad gør man, når man er blevet træt af et forhold? For mit vedkommende har jeg altid været den forstående og støttende, og som mangeårig terapeut har jeg lyttet meget. Derfor fik jeg også nemt den lyttende rolle i mine venindeforhold, og så blev jeg drænet i stedet for fyldt op, når jeg var sammen med dem. I længden var det ikke holdbart, og jeg har nu lyttet til mig selv og fået sorteret i mine venskaber. Det er vel ligesom med ægteskaber, at man kan vokse fra hinanden. Det er bare ofte ikke accepteret, at man afslutter venskaber helt konkret. Højst lader man dem fade ud. Men nogle gange kan det være nødvendigt. I min bog “Lyt til dig selv” har jeg bl.a. skrevet om venskaber og muligheden for at afslutte dem, når de ikke længere fylder en op. Så hvis du ikke har lyst til at tage telefonen, når din veninde ringer. Hvis du følger dig drænet, når hun er gået. Eller hvis du ånder lettet op, når hun har været forbi, og du ikke var hjemme. Så er det måske tid til at få sagt stop og begynde at lytte til sig selv.



Nye kommentarer