I denne måned har jeg 25 års jubilæum som forfatter. Jeg debuterede i 1985 med ungdomsromanen “Skal vi danse”, og siden er det blevet til over 200 bogudgivelser. Som tiden dog går. I anledning af jubilæet talte jeg med forlaget om at genudgive “Skal vi danse”. Men først skulle jeg læse bogen igennem og se, om der var noget, der var blevet forældet. Jeg må sige, at jeg blev noget overrasket over, hvad der er sket på 25 år. Dengang skrev jeg om pladespillere. Unge mennesker der ikke kunne få fat i hinanden, fordi de ikke kunne komme til en telefonboks, breve og frimærker der skulle skaffes ved invitationer til en 18 års fødselsdag. Ja, meget er ændret, og vi lagde ideen med genudgivelsen på hylden. Jeg fejrer jubilæet med samarbejdspartnere, familie og venner og laver en stor bogudstilling. Jeg glæder mig til at vise de fremmødte mine over 200 bøger ligge fremme på bordet – og ja, så glæder jeg mig også til at vise, hvilke bøger der er på vej. For der skal også være en udstilling om kommende bøger. ”Super Sofie og Søstertyven” er ved at blive trykt, “Lyset der ikke ville gå ud” bearbejdet til billedbog er ved at blive tegnet, “Nice eller nederen” er ved at blive sat op og meget mere er på vej. Jeg er glad for alt det, jeg har nået i de 25 år og vil gerne takke alle mine læsere gennem årene. Indvandrere der skal lære dansk, børn og unge i folkeskolen, børn og forældre der læser mine billedbøger og hygger sig med mine quizbøger, voksne der læser mine romaner, noveller, eventyr og fagbøger. Uden læsere var der ingen forfatter.
Arkiv for 'pubertet' kategori
Så er pigeromanen “Nice eller nederen” for tweens færdig skrevet, og illustrator Vivi Linnemann er i fuld gang med at illustrere og lave forside til bogen. Er spændt på det endelige resultat og på, hvad pigerne derude siger til bogen. Emnet tidlig pubertet er i hvert fald meget oppe i tiden, fordi både piger og drenge kommer langt tidligere i puberteten end før.
Børn kommer tidligt i puberteten i dag. Tidligere end for bare 25 år siden. Mange piger får allerede menstruation og begyndende bryster, når de er 9 – 11 år, og de begynder at forholde sig til kroppens forandringer og ikke mindst til drengene. Det har fået mig til at gå i gang med at skrive en roman for den målgruppe i dagbog form. Romanen hedder “Nice eller nederen”, da den begyndede pubertet er spændende og skræmmende på en gang. Romanen følger pigen Emma et år, fra hun er 11 til 12 år. I dagbogen skriver hun om sine tankerog oplevelser omkring den kropslige og følelsesmæssige udvikling hun og veninderne og drengene gennemgår. – Meningen er, at bogen skal kunne bruges i seksualundervisningen på mellemtrinnet, men også som selvlæsning for piger.

Nye kommentarer