Efter et længere møde med et forlag, skulle jeg lige slappe af og have lidt ro med en kop kaffe i Sallings Starbuck cafe. Jeg satte mig og lidt efter satte en mand og hans kammerat sig ved samme bord. De var begge fra et arabisk land og talte sammen, mens de kiggede på mig. Jeg fornemmede godt, at de talte om mig. De var på min alder. Var de ude på en date? Men nej. Det handlede om noget helt andet. Manden så på mig og smilte:
“Du skriver børnebøger, ikke?”
Det var måske ikke lige det spørgsmål, jeg havde ventet.
“Jo, det gør jeg.”
“Mine børn læser dine bøger.”
“Dejligt, at de læser.”
“Du har også været i tv. Jeg kender dit ansigt.”
“Sjovt, du kunne kende mig.”
“Du er jo kendt. Du har også været i indvandrerradioen, ikke?”
“Jo, men det er længe siden. Nok 15 år.”
Jeg undrede mig over, at han kunne huske sådan en radioudsendelse om mine bøger “Tak skal du have?” og “Hvordan går det?”, som lå langt tilbage i tiden. Men det kunne han, for han fortsatte:
“Du blev interviewet om danskeres uskrevne regler. Det var både på kurdisk, arabisk, dansk og farsi.”
“Godt husket.”
“Ja, og det var et vigtigt emne. Jeg har også læst dine bøger for udlændinge.”
Han vender sig mod sin ven og siger en masse på arabisk. Manden, som kun kan lidt dansk smiler og nikker:
“Jeg meget glad. Du i tv. Vi ses igen, så jeg kender dig.”
Jeg rejste mig og sagde farvel og tak for snakken.
Fik ikke meget ro, men blev fyldt med glæde. Tænk, at denne mand kunne huske så meget om mig og mine bøger. Så nytter det alligevel, alt det man skriver.