PLAKATER MED OPGAVER

MYLDREPLAKATER

Materialet består af tre forskellige plakater og en vejledning med historier og opgaver. Hør historien, find tingen, løs opgaven og få nogle sjove og lærerige timer med myldreplakaterne. Festlige plakater med hvert sit emne – i junglen, i skoven og på landet. Plakaterne følger samme princip som myldrebøger. Mens børnene hører en historie, skal de finde forskellige ting og bagefter løse opgaver. Idéen er, at den voksne hænger plakaten op i børnenes lokale et par dage, før arbejdet begynder, så børnene på forhånd har mulighed for at finde ting. Når interessen er vakt, læser læreren historien højt. Herefter skal børnene finde forskellige ting ud fra de tilhørende opgaver. Myldreplakaterne er beregnet til børnehaver og børnehaveklasser og kan desuden bruges til de tosprogede børn i de små klasser. Pris 210 kr. pr. sæt.

Anmeldelser

Skolestart, Hanne Toxværd: Myldreplakater er altid spændende for børn. Det virker inspirerende og kan give fællesskab at sidde og finde de mange ting. Disse 3 plakater giver samtidig god mulighed for at styrke udviklingen af børnenes sprog og begreber. Vejledningen rummer for det første en lille historie beregnet til højtlæsning til hver af plakaterne, og for det andet spørgsmål til børnene om at finde og definere forskellige ting. Der er desuden forslag til at synge strofer af forskellige sange om de forskellige dyr samt små gåder. Alt sammen noget der øger børnenes iagttagelse og opmærksomhed.

Dansk Audiologopædi, Ulla Lahti: 3 indbydende og farvestrålende myldrebilleder med hver sit emne. Glæder mig til at tage dem med i mine børnehaveklasser, for juhuuu hvor er der meget at tale om!

Folkeskolen, Pia Weise Pedersen: Alle tre plakater er fulde af liv og farver, der er rigtig mange dyr at se på. Der er stof til efterbehandling til mere end en enkelt gang.

Tale-Høre-Nyt, Merete Lange: Materialet indbyder til, at børnene går på opdagelse i plakaterne, og jeg ser opgavebogen som et idemateriale til underviseren. Det er en fordel, hvis gruppen af børn ikke er for stor, så det er muligt for alle at se detaljerne på plakaten. Vi har med succes afprøvet materialet i en af vore sproggrupper.

Læsepædagogen, Pernille Lykkestrand: En vældig god idé og meget inspirerende. Materialet kan varmt anbefales til arbejdet med at udvikle sprog og begreber hos børn i børnehaveklasse samt hos tosprogede børn i de små klasser.