Denne blog vil omhandle alt om mit forfatterskab og mine nye og kommende bøger. Jeg vil komme ind på tanker og overvejelser, jeg har, når jeg skriver. Det kan være tanker omkring en roman, tanker omkring psykologiske emner og spiritualitet, læselet bøger, undervisningsmaterialer mv. Du kan også læse om mit forfatterskab på min hjemmeside www.kahlburg.dk
Børn kommer tidligt i puberteten i dag. Tidligere end for bare 25 år siden. Mange piger får allerede menstruation og begyndende bryster, når de er 9 – 11 år, og de begynder at forholde sig til den nye krop og ikke mindst til drengene. Jeg er i gang med at skrive en roman i dagbogsform om pigen Emma. Man følger hende et år, fra hun er 11 til 12 år. Hendes tanker, oplevelser omkring den kropslige og følelsesmæssige udvikling hun og veninderne og drengene gennemgår. Og så er det lige, at jeg tænker. Hvornår holder pigerne op med at ville holde mor i hånden? Hvornår bliver de stive i kroppen, når mor og far giver et stort varmt knus? Kan nogen derude hjælpe mig? Er det som 11-årige, eller er det i dag endnu tidligere? Jeg har i et af bogens afsnit skrevet, at Emma og hendes veninde legede lægelege, hvor de var nysgerrige efter at undersøge hinandens kroppe med begyndende bryster og hår her og der. Jeg husker fra min mangeårige parterapi, at kvinder fortalte, de huskede disse lægelege. Men så har en lærer i seksualundervisning fortalt mig, at det nok var som mindre børn, disse lege fandt sted. Mange legede dem som små 5 – 8 årige. Men jeg ved også, at mange piger leger noget med at danse nøgne i badet og røre hinanden i trusserne. De er nysgerrige på, hvordan det føles, og det er en spændende leg. Er det ikke rigtigt, at det sker omkring alderen 10 – 12? Så kalder man det bare ikke lægelege mere. Hvad kalder pigerne det så? Arbejdstitlen på bogen er “Nice eller nederen?” – da den begyndede pubertet både er spændende og skræmmende på én gang. Kommentarer til mine overvejelser modtages med kyshånd, både af børn, unge og voksne. Meningen er, at bogen skal kunne bruges i seksualundervisningen på mellemtrinnet, men også som selvlæsning for piger.
Så har jeg fået udgivet min bog nummer 200. Det er meget passende en læselet bog for voksne tosprogede, som skal lære dansk. Det er den målgruppe, der gennem årene har været min største. Titlen er “Tillykke”, og den er tredje del af en serie om Lone og Jacob, som rejser til Paris og kommer hjem til Danmark for at starte en restaurant op. De første to titler er “Et år i Paris” og “Restaurant Petit”. Håber at “Tillykke” bliver lige så stor en succes som de to andre, der har solgt i flere oplag. For snart 25 år siden startede jeg mit forfatterskab med at skrive til unge tosprogede med min debutroman “Skal vi danse”, og nu runder jeg bog nummer 200 af med en bog til samme målgruppe. Herligt. Jeg håber, at mange tosprogede som kæmper med det danske sprog får glæde af min nye bog. På Facebook er jeg begyndt af få hilsner fra tosprogede, som læser mine bøger. Det er jeg rigtig glad for. Den nye bog vil blive præsenteret på Skolebogmessen i Roskilde den 10. og 11. marts og på Skolebogmessen i Århus den 14. og 15. april. Ved sidstnævnte bogmesse vil jeg selv være til stede og hilse på dem, der har lyst til at få en snak om mine bogudgivelser.
Så er der nyt til de små. På Carlsens forlag har jeg fået udgivet billedbogen “Pigen med det meget lange hår” til oplæsning for børn fra 3 år med flotte illustrationer af Ida Gantriis. På Spf forlag har jeg fået udgivet en ny quizbog for de 5 – 7-årige med titlen “De små quizzer 3″. På forskellig vis lægger den op til sproglig opmærksomhed, og den beskæftiger sig med emner, som er sjove og spændende for børn i den alder.
Den spirituelle bog “Se lyset i dig selv”, som jeg skriver med Maya Fridan, er også snart på plads. Vi redigerer i sidste fase og er så klar til at sende ind til et forlag. Min egen spirituelle bog “Ørnen mod solen” er udgået hos forlaget, og nu overvejer jeg, om jeg skal få trykt et lille oplag mere. Jeg har jævnligt forespørgsler på bogen, men har ikke flere eksemplarer, og det er jo ærgerligt, for der er mange, der har læst den, som bliver dybt berørt over, hvordan den åndelige verden kan vejlede to mennesker til at finde sammen i kærlighed.
I går var jeg til møde i Toldbodsgade 8, hvor Tine og Helle har åbnet en cafe og butik med salg af psykologiske og spirituelle bøger. Det er blevet en hyggelig cafe, hvor man kan få te eller kaffe og kigge lidt i deres bøger. De har bl.a. min bog “Ikke i aften, skat!” stående på hylden og får sikkert flere af mine bøger ind i butikken i den nærmeste fremtid.
Så nærmer julen sig, og jeg læser højt på cafeen “Hos Sofies forældre”, Frederiksgade 74, Århus C, fredag den 4. december kl. 15 af min nye julebog “De uartige nisser”. Den er skrevet for børn, men barnlige sjæle kan også lytte med. Der er mulighed for at købe kakao, boller, kaffe og kage, og der er gratis entre. Man kan også købe mine små læselet bøger om julen f.eks. Nis bøgerne, Jul gennem tiden eller De små julequizzer. Du kan gå ind på min hjemmeside www.kahlburg.dk og læse mere om julebøgerne.
I Femina nr. 46, som netop er udkommet, blev jeg interviewet omkring det at afbryde forbindelsen med en veninde. Kan man det, og hvad gør man, når man er blevet træt af et forhold? For mit vedkommende har jeg altid været den forstående og støttende, og som mangeårig terapeut har jeg lyttet meget. Derfor fik jeg også nemt den lyttende rolle i mine venindeforhold, og så blev jeg drænet i stedet for fyldt op, når jeg var sammen med dem. I længden var det ikke holdbart, og jeg har nu lyttet til mig selv og fået sorteret i mine venskaber. Det er vel ligesom med ægteskaber, at man kan vokse fra hinanden. Det er bare ofte ikke accepteret, at man afslutter venskaber helt konkret. Højst lader man dem fade ud. Men nogle gange kan det være nødvendigt. I min bog “Lyt til dig selv” har jeg bl.a. skrevet om venskaber og muligheden for at afslutte dem, når de ikke længere fylder en op. Så hvis du ikke har lyst til at tage telefonen, når din veninde ringer. Hvis du følger dig drænet, når hun er gået. Eller hvis du ånder lettet op, når hun har været forbi, og du ikke var hjemme. Så er det måske tid til at få sagt stop og begynde at lytte til sig selv.
Bogmessen på Forum er i år den 13. – 15. november. Som mange ved, plejer jeg at være på Special-pædagogisk Forlags stand og tale med lærere og brugere om læselet bøger og bøger for voksne tosprogede. Men forlaget er ikke med på bogmessen mere. Derfor træffes jeg i år på forlaget Wisby og Wilkens stand, hvor jeg lørdag eftermiddag kl. 14 – 16 signerer mine to nye bogudgivelser, børnebøgerne: “De uartige nisser” og “Løgnen der blev ved med at vokse”. Alle er velkomne til at komme og hilse på mig og se bøgerne. Samme eftermiddag vil jeg også være at træffe på Unitas forlags stand. Her vil jeg præsentere billedbogen “Den hvide engel”. Det er altid hyggeligt og inspirerende at komme på bogmessen og møde sine læsere samt få nye ideer til det kommende års udgivelser. Så jeg glæder mig.
Det er efterår og tid til bogudgivelser. På min hjemmeside www.kahlburg.dk kan man læse mere om de nyeste bøger. Men her er lidt om de fire nye læselet bøger for børn. Drengene vil nok finde “Ud i rummet” spændende. Det er en læseletbog på lix 6 – 8 om Jesper Nygård, der gerne vil være astronaut. Han var blandt de tre danskere, som blev udvalgt af ESA, som mulig kandidat til stillingen som atronaut. Bogen er udgivet i serien “Værd at vide”. I samme serie er udkommet “Jul gennem tiden”. En oplagt bog at læse i skolen op til jul. Her lærer børnene om, hvordan julen er opstået, og hvordan den har udviklet sig. I serien “Lette bibelhistorier” er udkommet to nye læselet bøger. Det er “Ilden” om Sodoma samt “Ægypten” om de ti plager. Til begge bøger findes der debatoplæg, som man gratis kan hente på forlagets hjemmeside www.spf-herning.dk Begge bøger er egnet til at læse i kristendomstimerne eller i dansktimerne.
Skoleåret er begyndt, og børnene i indskolingen skal lære at læse. Til det brug får jeg og Morten i dag udgivet ”Rap for dig” som er et materiale til kreativ læsetræning for børn i de første klasser. Hver rap er rappet af min søn Morten Ahlburg, kendt fra tv programmet talent 2008. Nyt og sjovt at arbejde sammen med min søn. Der er 12 rap med en lille historie, der er opsat i tekster med illustrationer, indspillet på cd og med lærervejledning. Så må vi håbe, der kommer gang i den alternative læseundervisning i folkeskolen, for nu er der mulighed for at få musik, rytme, bevægelse og læsning til at gå op i en højere enhed. Man kan læse mere om materialet på forlagets hjemmeside www.spf-herning.dk
Så er jeg kommet hjem efter tre dages ophold i sommerhus med den clairvoyante Maya Fridan, kendt fra tv-udsendelserne “Fornemmelse for mord”, “Den sjette sans” og “Oraklerne”. Nogle af tv-udsendelserne bliver i øjeblikket genudsendt på tv kanal 4. Vi har i det sidste år skrevet på en bog om hendes clairvoyante evner, spirituelle oplevelser og menneskets åndelig udvikling. Jeg tror, det bliver en spændende bog for alle spirituelt interesserede. Vi fik arbejdet med de sidste kapitler, og nu varer det ikke længe, inden vi er klar med et manus. Det er ikke første gang, jeg har skrevet om det spirituelle, og det er selvfølgelig, fordi det interesserer mig. Jeg har selv haft nogle særlige oplevelser, som jeg har beskrevet i min bog om min egen spirituelle kærlighedshistorie “Ørnen mod solen”, og jeg har også tidligere interviewet tolv danskere med åndelige oplevelser i min bog “Du er ikke alene”. Det var i den forbindelse, jeg i sin tid mødte Maya.
Så er sommerferien forbi og bogudgivelsens tid kommet. Jeg lægger ud med to vikingebøger om Tora. Titlerne er “Tora og hornet” og “Tora og lynet”. Det er læselet bøger for børn i 1. – 2. klasse udgivet på Special-pædagogisk forlag. Historierne foregår i vikingetiden, og hovedpersonen er den stærke, modige og nysgerrige pige Tora. Forud for serien har der være reseach bl.a. på Moesgaard og ved vikingetræf i Århus. Det nytter jo ikke, at mobilen eller computeren sniger sig ind i omgivelserne! De to første titler i serien udkom for et halvt år siden og hedder “Tora røver en by” og “Tora og bjørnen”. Er spændt på, om børnene tager godt imod de nye bøger.

Nye kommentarer