CAFE SERIEN, RØDT NIVEAU, LÆS OG FORSTÅ HÆFTER – UNGDOMSBØGER OG HÆFTER

Nedenstående Noget om … hæfter er på rødt niveau og er for 12 – 15-årige læsesvage. Teksterne og opgaverne ligger på lix 10.Det er selvstændige opgavehæfter efter læs-og-forstå princippet med forskellige teksttyper på den ene side og opgaver på den anden. Hæfterne er ikke knyttet til cafe bøgerne, men de beskæftiger sig med lignende emner. Emner som er relevante og interessante for de unge. Indholdsmæssigt er serien i en vis grad delt op i knejte- og tøsetemaer. Fælles for alle hæfter er, at de er lette at gå til, og at alle tekster er fortalt i et nutidigt sprog. Hæfterne er udkommet på Special-pædagogisk Forlag og sælges i bundter på fem hæfter til 120 kr. eller enkeltvis til 30 kr. pr. stk.
Læs og forstå hæfterne er en del af cafe serien.

 

NOGET OM FESTER

indeholder 11 forskellige tekster med historier fra det virkelige liv om fest på skolen, i hallen og alene hjemme, om planlagte og spontane fester og meget mere. Hæfterne indeholder både formulerings- og kryds-af opgaver. UDSOLGT 

 

NOGET OM FORELSKELSE

indeholder 10 historier med opgaver om forelskelse set fra forskellige vinkler og sammenhænge: en fest, chat, debat på Arto, møde på nettet, et digt, et drengeband, en sms, læserbrevkassen, stjernetegn og en tur i biffen. Hæftet indeholder også en test-dig-selv opgave. Der er opgaver til hver tekst.

 

 

NOGET OM KROPPEN

indeholder 11 forskellige tekster om kroppen. En krop er andet end blot arme, ben, hoved osv. Det handler også om højde og drøjde, udseende og helbred. Teksterne er udformet som interviews, tabeller, artikler og udsnit fra en dagbog. Der er opgaver til hver tekst.

 

 

NOGET OM HESTE

indeholder 11 tekster om heste. Der er interview af mor og datter, der køber hest. Artikler om bortløbne heste, en brevkasse, opskrifter på lækkert foder. Lea fortæller om sin egen hest. Der er filmanmeldelse, artikler om en hest, der drukner, en der bliver aflivet og om vanrøgt og til sidst et uddrag fra Anjas dagbog. Hæfterne indeholder formulerings-, forståelses- og kryds af opgaver.

Anmeldelse

Dansk Audiologopædi, Natasha Epstein: Hæfterne er et rigtig godt redskab til træning af læseforståelse, både på og uden for linierne. Nogle af dem kan endda bruges til de lidt mere voksne læsesvage og ordblinde, selvom målgruppen angives som 13-15 årige og tosprogede elever.

 

 

NOGET OM FARLIGE DYR

indeholder 11 tekster om farlige dyr. Der er mange farlige dyr rundt om i verden til vands, til lands og i luften. Hæftet indeholder bl.a. en artikel om nogle unge, der er blevet angrebet af en hvidhaj. Et debatoplæg om, hvilket dyr, der er farligst. En artikel om en landsby, der blev trampet ned af elefanter. Vitser om dyr. En beretning om en mand, der blev ædt af en krokodille og meget mere. Der er opgaver til hver tekst.

Anmeldelse

Dansk Audiologopædi, Natasha Epstein: Emnerne i hæfterne er noget, de fleste har hørt lidt om i forvejen, hvilket er med til at fastholde en interesse for det videre arbejde med teksterne. Målgruppen er lidt større børn og tosprogede elever, der har knækket læsekoden og skal arbejde med indholdslæsning. De kan også sagtens bruges til unge og voksne. Det ovennævnte hæfte er – ligesom de tidligere udgivelser i serien – meget populære blandt VUC’s kursister, som meget gerne vil have flere af samme slags.

 

 

NOGET OM SUNDHED

indeholder 11 tekster om sundhed. Der er fokus på forskellige sider af sundhed blandt unge. Hæftet indeholder bl.a.en side fra en overvægtig piges dagbog. En filmanmeldelse af Super Size Me. Opskrifter på smoothies.Råd til gode spisevaner. Et interview af Emil, der dyrker karate og meget mere. Der er opgaver til hver tekst.

Anmeldelser

Uddannelsesbladet, Lærke Grandjean: Noget om sundhed formår at sætte lys på problemerne på en informerende og god måde – og de unge får også eksempler på, hvilke muligheder der er for enten at undgå – eller komme af med – problemerne. Noget om sundhed er et eksempel på, at man godt kan sætte lys på de problemer, som unge kan have i det moderne liv, uden at vi som lærere behøver at stå som moraliserende. For nok ved vi lærere mere end de unge, men ikke nødvendigvis bedre.

Tale-Høre-Nyt, Jytte Breinholdt: Jeg kan varmt anbefale dem alle, og synes de skal være at finde på ethvert skolebibliotek – ikke mindst på specialskolens, hvor jeg med stor succes har anbefalet dem til kolleger, der bruger dem, når der arbejdes med diverse temaer.

 

NOGET OM FUGLE

indeholder 11 tekster om fugle. Det er om fugle som burhøns, kæledyr og rovfugle, ligesom der er tekster om strudse på en farm i Afrika. Der er også opskrifter på fuglefoder og en artikel om 16-årige Mikkel, som lider af fugleskræk. De tilhørende opgaver er fordelt som afkrydsning, indsæt ord og skriv hele sætninger opgaver.

Anmeldelse

Dansk Audiologopædi, Sanne Madsen: Hæfterne er fine at arbejde med, da de dels sætter fokus på læsningen dels på forståelsen. Hæfterne er oplagt at bruge i individuelt arbejde.

NOGET OM VENSKAB

indeholder 11 tekster om venskab. Venskaber kan være mange ting og have mange forskellige udtryk. Der er tekster om Simon der har ADHD, boganmeldelse, tekster om menneskets bedste ven hunden. Der er tekster om sammenhold på et fodboldhold, sange om venner, og tekster om sorgen ved at miste en ven og meget mere. Til alle tekster er der forståelsesspørgsmål, afkrydsningsopgaver og krydsord i samme opslag.