TURBO SERIEN, LIX 10 – 17 – UNGDOMSBØGER OG HÆFTER

Turbo serien er for unge på 13 – 17 år, som gerne vil læse lette, men spændende og hæsblæsende ungdomsromaner. Alle bøgerne i serien udkommer på Turbineforlaget.

HJEMLØS

er en ungdomsroman for 13 – 17-årige. Jeg har skrevet bogen sammen med min søn Morten Ahlburg. Den handler om rapperen Elisa, der bliver hjemløs i mere end en forstand. Hun er rapper i et band, men bliver smidt ud af de andre medlemmer på grund af sin vilde livsstil og egoistiske opførsel. Det bliver en deroute for Elisa, der i forvejen har fravalgt kontakten til sine forældre, og da hun senere også mister sin lejlighed, har hun ingen steder at tage hen. Pris kr. 229,- Se tv-interview samt Mortens og min sceneoptræden under Tv- og sceneoptræden.

Anmeldelser

Æseløre.dk: Hjemløs er skrevet af mor og søn. Det er syvende bog Kirsten og Morten Ahlburg skriver sammen, og det gør de godt. Hjemløs er rå og nervepirrende fra første side. Jeg blev med det samme fanget ind i Elisas univers, hvor der ikke er særlig rart at være. Hjemløs er skrevet med nerve og råhed, som en ungdomsroman skal skrives. Læs selv bogen og bliv blæst væk.


Lektør, Kirsten Thorning Thagaard: Bogen, som beskriver nogle unges mørke virkelighed, er spændende og hæsblæsende. Forsiden vil tiltale målgruppen. Bogen er letlæst for målgruppen, som vil nikke genkendende til det autentiske sprog. Samlet konklusion – en spændende og letlæst ungdomsroman om stjernedrømme, stofmisbrug og narkokriminalitet.


Dansk Audiologopædi, Natasha Epstein: Sproget i bogen er råt og direkte og let læseligt. Det kan mærkes, at der er et godt samarbejde mellem ungdommen og den erfarne forfatter. Bogen er spændende og har et indhold, der nok vil være kendt for mange unge i 2013. Der er masser af stof til diskussioner.


Krimi-cirklen.dk. Finn Hansen: Det er en hurtigt læst historie, der sidder lige i skabet. Den rammer præcis den rå attitude og samme sprog, som teenagere bruger. Som en ældre ærværdig herre på 67 år følte man sig sgu også godt underholdt. Anbefales især til målgruppen.

ET NYT LIV

er en ungdomsroman for 13-17-årige på lix 14. Jeg har skrevet bogen sammen med min søn Morten Ahlburg. Den handler om Thomas, der bliver mobbet voldsomt i skolen. Efter farens selvmord for et par år siden er livet blevet svært. Han har problemer i skolen og derhjemme, men han forsøger at finde trøst i Michael Strunges digtning, der udtrykker samme oprørstrang, som Thomas selv føler. Da han skal flytte til Ribe sammen med sin mor, tager han en beslutning. Han vil skabe en ny identitet, et nyt liv, hvor han ikke længere vil være den, det går ud over. Pris 179 kr. Forlaget Turbine

Anmeldelser

Lektør, Lisbeth Thue Hansen: Bogen er rå og spændende fortalt i et nutidigt sprog.

Skrivepulten.dk, Karin Hald: Jeg synes, det er en enormt tankevækkende bog, og den er skrevet rigtig godt.

Albertslund bibliotek, børneblog: Bogen er en hård nyser, en grum historie udfoldes, men jeg synes, man får et godt billede af en dreng, der med livet som indsats kæmper med og mod sin offerrolle.

BLACKJACK

er en ungdomsroman for 13 – 17-årige. Bogen er skrevet sammen med min søn Morten Ahlburg. Den handler om Jack, der er et geni til at regne. Han finder trøst i matematikken og glemmer på den måde alt det derhjemme. Far drikker nemlig og skændes hele tiden med mor, og selv om mor er psykolog, forstår hun slet ikke Jack. En dag får Jack en ny lærer til matematik. Han lærer Jack at bruge sine evner i spil, og snart er Jack trukket ind i et spind, han slet ikke kan overskue. Pris 179.

Anmeldelse

Lektør, Stine Grabas: God historie om en ung dreng, der kommer i vanskeligheder og samtidig er det en fin beskrivelse af en ung drengs tanker om en familie i opløsning. For unge, især drenge, der har svært ved at læse. Anbefales til målgruppen.