Tag arkiv for 'Maya Fridan'

Nye børnebøger

Så er der nyt til de små. På Carlsens forlag har jeg fået udgivet billedbogen “Pigen med det meget lange hår” til oplæsning for børn fra 3 år med flotte illustrationer af Ida Gantriis. På Spf forlag har jeg fået udgivet en ny quizbog for de 5 – 7-årige med titlen “De små quizzer 3″. På forskellig vis lægger den op til sproglig opmærksomhed, og den beskæftiger sig med emner, som er sjove og spændende for børn i den alder.

Den spirituelle bog “Se lyset i dig selv”, som jeg skriver med Maya Fridan, er også snart på plads. Vi redigerer i sidste fase og er så klar til at sende ind til et forlag. Min egen spirituelle bog “Ørnen mod solen” er udgået hos forlaget, og nu overvejer jeg, om jeg skal få trykt et lille oplag mere. Jeg har jævnligt forespørgsler på bogen, men har ikke flere eksemplarer, og det er jo ærgerligt, for der er mange, der har læst den, som bliver dybt berørt over, hvordan den åndelige verden kan vejlede to mennesker til at finde sammen i kærlighed.

I går var jeg til møde i Toldbodsgade 8, hvor Tine og Helle har åbnet en cafe og butik med salg af psykologiske og spirituelle bøger. Det er blevet en hyggelig cafe, hvor man kan få te eller kaffe og kigge lidt i deres bøger. De har bl.a. min bog “Ikke i aften, skat!” stående på hylden og får sikkert flere af mine bøger ind i butikken i den nærmeste fremtid.

Spirituel bog med Maya Fridan

Så er jeg kommet hjem efter tre dages ophold i sommerhus med den clairvoyante Maya Fridan, kendt fra tv-udsendelserne “Fornemmelse for mord”, “Den sjette sans” og “Oraklerne”. Nogle af tv-udsendelserne bliver i øjeblikket genudsendt på tv kanal 4.  Vi har i det sidste år skrevet på en bog om hendes clairvoyante evner, spirituelle oplevelser og menneskets åndelig udvikling. Jeg tror, det bliver en spændende bog for alle spirituelt interesserede. Vi fik arbejdet med de sidste kapitler, og nu varer det ikke længe, inden vi er klar med et manus. Det er ikke første gang, jeg har skrevet om det spirituelle, og det er selvfølgelig, fordi det interesserer mig. Jeg har selv haft nogle særlige oplevelser, som jeg har beskrevet i min bog om min egen spirituelle kærlighedshistorie “Ørnen mod solen”, og jeg har også tidligere interviewet tolv danskere med åndelige oplevelser i min bog “Du er ikke alene”. Det var i den forbindelse, jeg i sin tid mødte Maya.