Tag arkiv for 'romaner'

Mig som lokomotivfører

Det er de særeste ting, man udsætter sig selv for, når man er forfatter. Der skal jo reseach til, og så er det om at komme ud i marken og prøve det hele af, så man mærker på egen krop, hvad hovedpersonen nu er ude for. Som nu denne gang hvor jeg er ved at skrive en roman for voksne tosprogede til læseværkstedsserien. Min hovedperson er lokomotivfører på strækningen Århus – Grenå, og da en del af fortællingen foregår i førerhuset, måtte jeg alliere mig med en lokomotivfører og en tur ud på ruten. Jeg fik førerhustilladelse og sad ved siden af lokomotivføreren og fik vist, hvordan man bremser, hvordan man får toget til at afgive advarselshyl, og hvordan man hver 20. sekund skal aktivere en dødmandspedal, så man bekræfter, at man altså ikke er død og fortsat kan føre toget. I pausen sad jeg på lokomotivførerens plads som på en trone og så ud over skinnerne, og jeg kunne sagtens forestille mig, hvilket chok det må være for en lokomotivfører, når han ser en person på skinnerne langt fremme. Når man at bremse? Når personen at forlade skinnerne? Er det én, der ønsker at begå selvmord? I min historie er det en ung mand, der i sin fuldskab går over skinnerne midt om natten. Han er ikke hurtig nok og bliver påkørt.

Efter togturen  kunne jeg godt gå hjem og rette en fire – fem ting i manuskriptet, for virkeligheden er ikke altid sådan, som vi forfattere i vores fantasi forestiller os, at den er. Uddannet lokomotivfører bliver jeg dog aldrig.

Samtale om forfatterskab

For nylig var jeg sammen med forfatter Linda Lassen i Mediehuset i Århus for at deltage i en tv-samtale om vores forfatterskab. Vi talte bl.a. om at skrive på et let forståeligt sprog. Linda Lassen er  kendt for voksenromanen Den grimme kælling og den netop udkomne roman Hoppers hotel samt mange børne- og ungdomsbøger, hvor den svage part er i fokus.  Det er Jyllands Forfattere der står bag disse tv-indslag, som hedder Den blå sofa. Jeg præsenterer et bredt udsnit af mine bøger og taler om mit mangeårige forfatterskab. I foråret skal jeg deltage i dette tv-program igen, hvor jeg skal have en samtale med Per Straarup Søndergård om at skrive bøger til unge. Du kan se tv-interviewet her www.vimeo.com/15832892