Foråret og sommeren har været en travl tid med udgivelse af en lang række læselet bøger for børn samt billedbøger. Jeg har hos forlaget Gyldendal fået udgivet bogen “Ulvene” i serien Det Onde. Bogen er bog nummer to i fantasyserien, og den er skrevet sammen med Morten Ahlburg og Clara-Amalie Vorre-Grøntved. Serien er for 8 – 12-årige.

Hos forlaget Elysion har jeg fået udgivet to nye bøger i Sara serien med titlerne “Min mund er lukket” og “Jeg har gjort noget dumt”. Det er bog 5 og 6 i serien og i forbindelse med udgivelsen, var jeg i Ry boghandel for at signere bøgerne, da hovedpersonen i serien bor i Ry. Det var hyggeligt at møde mine små læsere og hilse på forældrene. På samme forlag har jeg fået udgivet to nye bøger i Mundheldserien med titlerne “Is i maven” og “Malte og stenen”. Titlerne henviser til udtrykkene at have is i maven og at leve på en sten, og de er nummer 5 og 6 i serien. Alle fire læseletbøger for 8-9-årige har fået flotte anmeldelser.

Hos forlaget Så til hest har jeg fået udgivet “Ida og kameraet”, som er første bog i en ny serie om Ida, der gerne vil være børnemodel. Et emne, der ikke er skrevet andre bøger om, så der er blevet købt godt ind af bogen på biblioteket, hvor den har fået en flot anmeldelse. Den er for 8-9-årige piger.

Hos Special-pædagogisk forlag er det blevet til to nye Bo bøger med titlerne “Bo i flyet” og “Bo i skoven” samt en æske A4 ark med “Læs og forstå med Bo” – tekster og opgaver til serien om den gæve gut, som nu har eksisteret i tyve år og består af 36 titler.

Billedbøgerne fylder også lidt i udgivelsesstrømmen her i foråret. Hos forlaget Turbine har jeg sammen med Morten Ahlburg fået udgivet “Drengen og den talende bil”, som er en rablende gal historie om en talende bil, en forsvundet pige og en forkølet heks. Bogen er blevet sammenlignet med Jakob Martin Strids bøger. Hos forlaget Wisby & Wilkens har jeg fået udgivet “Sofakartoflen”, som handler om dovenskab og fedme, og hos forlaget Elysion har jeg fået udgivet “Pigen, der var god til mange ting”. Den handler om manglende selvtillid og om at lære at elske sig selv. Efter et stort antal udgivelser og et forår og en forsommer fyldt med arbejde, vil jeg nu tillade mig at holde en god lang ferie, inden det går løs igen i august.

Ida og kameraet

Ida og kameraet