Jeg har netop udgivet bog to, en papbog, i Lotte serien med titlen “Lotte kan ikke li'” om ikke at ville smage på noget nyt, og om at være kræsen. Den første bog har titlen “Lotte på potte” og handler om Lotte, der skal lære at slippe bleen og gå på potte. Bøgerne har fået fine anmeldelser, da de er humoristiske, og jeg bruger en hund og en kat som en slags forbilleder for Lotte. Når katten tisser på måtten, må Lotte også. Når hunden tisser i haven, må Lotte også. Når katten ikke kan lide kål, kan Lotte heller ikke. Men hov hunden Bølle kan lide kål, så kan Lotte måske også. Bøgerne er illustreret af Gunhild Rød, og vi håber, der kommer flere bøger i serien. Bøgerne er udkommet på forlaget Turbine.
Det er sjovt at skrive tekster til papbøger, og det minder mig om dengang mine børn var små. De elskede bøgerne og kunne før de rigtigt kunne tale pege på billederne, når jeg fortalte historien. Jeg håber, at mange små børn får glæde af serien, og jeg har mange flere ideer i ærmet.